Staten skal beskytte barnets forhold til begge sine forældre
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Artikel 8 beskytter blandt andet retten til familieliv.
Staten har ikke bare pligt til at afstå fra at gøre indgreb i familielivet mellem børn og voksne – den skal tilmed i visse tilfælde tage aktive skridt for at sikre barnets kontakt til sin nærmeste familie.
Alt for ofte tilsidesættes Menneskerettighedsdomstolens praksis, idet myndigheder ikke handler, når barnets forhold til en forælder angribes.
Hvad siger Menneskerettighedsdomstolens praksis i sager om forældrefremmedgørelse?
Sagen I.S. and Others v. Malta (ECHR, 18. marts 2021) illustrerer, hvordan forældrefremmedgørelse kan udvikle sig, når myndighederne undlader at reagere konsekvent på en forælders systematiske sabotage af samvær.
Efter en skilsmisse i 2016 mellem I.S. og hans hustru, hvor parret havde fire mindreårige børn, fastslog den maltesiske Family Court gentagne gange, at faderen skulle have samvær. I praksis lykkedes det dog ikke at sikre kontakten. Over en periode på flere år havde han ingen meningsfuld relation til børnene: mere end tre år til de to ældste og mellem halvandet og to et halvt år til de to yngste.
Retten og de sociale myndigheder dokumenterede, at moderen aktivt modarbejdede samværet:
- Sabotage af samvær: Allerede i 2017 slog Family Court fast, at moderen havde hindret samvær, hvilket udgjorde foragt for retten. Hun mødte ikke op til aftalte overdragelser og ignorerede retsafgørelser.
- Negativ påvirkning af børnene: Ifølge socialforvaltningen (Aġenzija Appoġġ, AA) inciterede moderen børnene til aggressiv adfærd og løgne – bl.a. at de skadede sig selv og derefter beskyldte faderen.
- Trusler og retssager: Hun truede med at rejse straffesager hver gang faderen forsøgte at ringe til børnene og anlagde selv gentagne indsigelser mod samvær.
- Fremstilling af faderen som farlig: Hun hævdede, at børnene var traumatiserede og bange for ham, hvilket blev brugt som begrundelse for at suspendere samværet.
- Manglende samarbejde med myndigheder: Hun nægtede at samarbejde med sociale myndigheder, og selv med politiets hjælp blev planlagte samvær ofte saboteret.
Flere psykolograpporter konkluderede, at børnene var udsat for alvorlig forældrefremmedgørelse og udviklede “pathological alignment” med moderen. Det blev anbefalet, at der blev iværksat terapeutiske interventioner og eventuelt ændret bopæl midlertidigt for at genetablere relationen. Disse anbefalinger blev aldrig fulgt op.
Faderen indgav over 50 ansøgninger til Family Court, 30 strafferetlige klager og flere forfatningssager for at få sine rettigheder håndhævet. Ingen af disse tiltag førte til en reel gennemførelse af samværet.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at Malta havde krænket artikel 8 (retten til familieliv). Staten havde undladt at opfylde sine positive forpligtelser ved ikke effektivt at håndhæve samvær eller beskytte børnene mod fortsat forældrefremmedgørelse.
Domstolen fremhævede:
- Manglende samarbejde mellem forældrene fritager ikke staten for dens forpligtelser.
- Barnets tarv kan ikke sidestilles med barnets umiddelbare ønsker, især når disse kan være præget af manipulation.
- Staten skal aktivt beskytte barnets ret til relation til begge forældre (præmis 110–112).
Sabotage af samvær:
Domstolen fastslog, at staten har en positiv forpligtelse til at sikre håndhævelse af domstolsafgørelser. Det betyder, at myndighederne skal reagere hurtigt, konsekvent og med brug af de nødvendige sanktioner, når en forælder modarbejder samvær. (110–114)
Negativ påvirkning af børnene
Domstolen fastslog, at staten skal beskytte barnet mod manipulation og sørge for, at barnets tarv ikke forveksles med barnets øjeblikkelige ønsker. Det indebærer, at psykologisk og terapeutisk støtte skal sættes ind for at genetablere relationen til begge forældre. (111–112, 118–119).
Trusler og retssager
Domstol fastlog, at myndighederne skal sikre, at samvær ikke udhules gennem procesmisbrug. Det kræver, at retten afviser uberettigede klager hurtigt og fastholder håndhævelsen af samværet – ellers mister afgørelserne enhver effekt. (113–114).
Fremstilling af faderen som farlig
Domstolen understregede, at barnets umiddelbare udsagn ikke er tilstrækkelige, hvis de kan være præget af manipulation. Staten har pligt til at undersøge realiteten bag sådanne påstande og samtidig sikre, at kontakten til begge forældre opretholdes – fx gennem overvåget samvær, gradvis genopbygning eller støttet kontakt. (110–112).
Flere psykolograpporter konkluderede, at børnene var udsat for alvorlig forældrefremmedgørelse og udviklede “pathological alignment” med moderen. Det blev anbefalet, at der blev iværksat terapeutiske interventioner og eventuelt ændret bopæl midlertidigt for at genetablere relationen. Disse anbefalinger blev aldrig fulgt op.
Faderen indgav over 50 ansøgninger til Family Court, 30 strafferetlige klager og flere forfatningssager for at få sine rettigheder håndhævet. Ingen af disse tiltag førte til en reel gennemførelse af samværet.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog, at Malta havde krænket artikel 8 (retten til familieliv). Staten havde undladt at opfylde sine positive forpligtelser ved ikke effektivt at håndhæve samvær eller beskytte børnene mod fortsat forældrefremmedgørelse.
Domstolen fremhævede:
En uddybning af de tre pligter, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol understregede i I.S. and Others v. Malta:
1
Manglende samarbejde mellem forældrene fritager ikke staten for dens forpligtelser.
Myndighederne må ikke “give op”, fordi samarbejdet er svært. De skal i stedet bruge de redskaber, de har – fx sanktioner mod den obstruerende forælder, støtteforanstaltninger til børnene og tilsyn med samvær.
2
Barnets tarv kan ikke sidestilles med barnets umiddelbare ønsker, især når disse kan være præget af manipulation.
Myndighederne skal vurdere barnets situation helhedsorienteret – ikke blot følge barnets udsagn, hvis de bærer præg af pres eller indflydelse fra den ene forælder.
3
Staten skal aktivt beskytte barnets ret til relation til begge forældre (præmis 110–112).
Det er ikke nok at træffe afgørelser om samvær – staten skal sikre, at de rent faktisk bliver gennemført. Det kan ske fx med politibistand, tvangsbøder eller ændret forældremyndighed, hvis nødvendigt.
Sagen illustrerer, hvordan en kombination af en forælders aktive sabotage og myndighedernes passivitet kan føre til irreversibel forældrefremmedgørelse. Dommen understreger, at staten har en klar pligt til at handle effektivt og konsekvent, også når konflikten er høj, og at barnets tarv ikke kan reduceres til at følge dets øjeblikkelige – og potentielt manipulerede – ønsker.
Dommen har relevans i en dansk kontekst. Også her ser vi, at samværsafgørelser ofte ikke bliver effektivt håndhævet, og at forældre – primært fædre – mister kontakten til deres børn på grund af en kombination af forældrefremmedgørelse og myndighedernes passivitet. I.S. v. Malta understreger, at staten ikke kan nøjes med at afsige samværsafgørelser; den har en aktiv pligt til at sikre, at samværet faktisk gennemføres og til at beskytte børn mod manipulation. Hvis danske myndigheder ikke tager denne forpligtelse alvorligt, risikerer Danmark at ende i samme situation som Malta – dømt for krænkelse af retten til familieliv.
Kommunen har i Danmark ansvaret for at følge dommens præmisser, men kommunens medarbejdere uddannes ikke i Menneskeretten og kan let overse deres forpligtelser når de træffer afgørelser.
Munch Advokatfirma er i gang med at forberede retssager der sagsøger kommuner for at tilsidesætte disse rettigheder.